Vi samarbejder i stigende grad med rejsebureauer og hoteller, der har en miljøpolitik og certificering. Ligesom vi har fokus på flere bæredygtige udflugter, når vi er på udlandstur, fx med ”Go local” tema, hvor man eksempelvis cykler eller tager med offentlig transport, i stedet for at lade sig transportere i turistbusser.
På Skrødstrup er transporten en del af udlandsturen, der giver en kulturel og social oplevelse med faglige elementer. Ligegyldigt hvor vi kommer hen, når vi rejser, får eleverne nogle store oplevelser – og det, der betyder mest, er, at de får dem sammen.
Når bus eller tog bliver en del af rejsen ned gennem Europa
Transporttid på udlandsrejser handler ofte om at komme hurtigt fra A til B. Men med bus og tog er det anderledes, her har vi tiden for os og fællesskabet med os. Vi ser film, synger, fortæller historier eller spiller kort. I bussen rejser vi ind i fællesskabet med hinanden.
På turen i bus eller tog sætter du dig til rette og oplever landskabet suse forbi. Hver en strækning vil give dig en indsigt i lokalområdet og befolkningen, som bor der. De vil fungere som et kort indblik i et lands hverdag og kontekst, og du vil sidde tilbage med en bedre forståelse af vores europæiske naboer.
Vi finder de lokale markeder
I mange lande handler de lokale folk på markeder i stedet for i supermarkederne. Ofte kan man finde lokale, lækre produkter på markedet. Men de varer, man finder her, er ofte lokalt producerede eller dyrket og kommer ikke i de samme plastikpakker, som du kan købe herhjemme.
Vi tager gerne med offentlig transport i storbyerne
Det er virkelig fristende at hoppe ind i en almindelig turistbus, når man står i et fremmed land og ikke kender transportsystemet. Men udover klimagevinsten, er der også en kulturel gevinst ved at tage den offentlige transport. Du får nemlig en god chance for at komme lidt tættere på de mennesker, der bor i landet.
Ingen af os kan redde hele verden, men sammen kan vi passe på den klode, vi har. Det er et simpelt princip, som indgår i Skrødstrups planlægning af vores rejser.