Historie
Skrødstrup Efterskole har til huse i den gamle centralskole. Da skolen blev nedlagt i forbindelse med kommunesammenlægningen i 1971, kom de tomme bygninger til at fylde meget i den lille by Skrødstrup. Den lokale befolkning forsøgte derfor at skabe basis for at starte en efterskole, men den måtte erkende, at der var brug for noget at bygge skolen op på.
De henvendte sig derfor til IM i området, som var med på ideen. Der blev dannet en skolekreds, valgt en bestyrelse og så gik man i gang med at samle penge ind, så bygningerne kunne købes. Det lykkedes forholdsvis hurtigt. Der blev søgt en forstander og Jørgen og Karin Østerby blev ansat i 1972 til at være med til at bygge skolen op. Der blev søgt medarbejdere, og inden man kunne byde de første elever velkommen skulle der bygges nogle værelser, så de havde et sted at bo. Efter sommerferien 1973 stod den nye elevbygning klar, og resten af skolen var ombygget, så man kunne tage imod det først elevhold.