Uddannelsesvejledning

Med uddannelsesvejledningen på Skrødstrup Efterskole vil vi gerne hjælpe dig med at få et kendskab til alle de mange muligheder, du har. Med et bredt kendskab til de mange muligheder, vil du have et godt grundlag for at træffe den rigtige beslutning om videre uddannelse.

På Skrødstrup Efterskole er vi to lærere, der også er uddannelsesvejledere. Vi vil i løbet af skoleåret stå til rådighed for de mange spørgsmål, der dukker op i forhold til dit valg af uddannelse. Du skal jo beslutte, hvad du skal, når du er færdig med at gå på Skrødstrup Efterskole. Hvilke muligheder er der og hvilket valg er det rigtige for dig?

Vi vil gennem vejledningen støtte dig til at styrke dine forudsætninger og udvikle din evne til at foretage de vigtige og nødvendige valg, som du møder på din vej frem mod en ungdomsuddannelse. Du skal altså ikke blot videre fra os, men også udrustes til i fremtiden at kunne tage andre vigtige beslutninger for din fremtid.

Integreret vejledning og karrierelæring

På Skrødstrup Efterskole er vi optagede af, at dine valg giver mening for dig både nu og her og også en dag kan føre til en hverdag på arbejdsmarkedet, der passer perfekt på det du gerne vil. Derfor sker vejledningen i samarbejde med din familielærer, som er den lærer på skolen, der kender lige præcis dig allerbedst.

Vi afholder desuden en karriere- og uddannelsesdag for at give dig en bedre forståelse for, hvad ungdomsuddannelserne kan bruges til efterfølgende.

Innovativ verdensmålsbrobygning (IBO)

IBO er for alle elever i 10. klasse og er en anderledes form for brobygning, hvor du oplever hvad ungdomsuddannelserne hver især er gode til og kan bidrage til dit eget projekt med. Samtidig får du et unikt indblik i dagligdagen på en arbejdsplads og de konkrete overvejelser, der er i spil, når der arbejdes med verdensmålene på arbejdsmarkedet.

Målet er at udvikle en idé der kan styrke bæredygtigheden hos din samarbejdspartner, og du er med hele vejen fra det nysgerrige besøg på virksomheden, til idéen er finpudset og klar til at blive præsenteret på vores IBO-messe.

IBO kan derfor også være med til at hjælpe dig til at træffe en bæredygtig beslutning om, hvad der skal ske, når du er færdig på Skrødstrup Efterskole.

Optagelse.dk

Inden 1. marts skal du, hvis du går i 9. eller 10. klasse, søge videre gennem optagelse.dk. Det gælder for dig der skal fortsætte i 10. klasse og dig der skal søge ind på en ungdomsuddannelse. Vi guider både dig og dine forældre igennem. Er der noget du er i tvivl om skal du endelig spørge – det er jo det vi er her for.

Du finder hjemmesiden her.

Du kan også gøre brug af ug.dk/evejledning. Her kan du hente inspiration og vejledning til dit uddannelsesvalg.

Årsplan for uddannelsesvejledning

Uddannelsesvejledningen følger en årsplan på lige fod med resten af undervisningen på Skrødstrup Efterskole. Denne årsplan kan ses her.